Verden står ikke længere. Alt er vendt fulstændig på hovedet.
Vores mindreårige, bolsjevistiske skatteminister lover skattelettelser til dem, der rent faktisk driver det her samfund, nemlig dem, der er i arbejde?
Ja, en SF’er vil lempe skatten til alle de mennesker, som de ellers kategorisk betegner som rige, kapitalistiske svin, ene og alene fordi de har et arbejde.
Nu venter vi så bare på hylekoret af nassere, som tuder over, at det igen er “de rige” der FÅR skattelettelser, mens de selv, som typisk ikke bidrager med noget som helst, igen bliver “snydt”.
At en betonkommunist lover skattelettelser til folk i arbejde er da om noget et eksempel på en fortegnsfejl.
Dog leder det mig direkte til endnu et eksempel på omvendt fortegn!
Få skattelettelser? FÅ???
Her har de røde lakajer lykkedes med at vinde på retorikken. De har fordrejet virkeligheden således at langt de fleste i dette samfund tror, at skattelettelser er noget man kan FÅ.
Hvis jeg skal betale mindre i skat og dermed kan beholde flere af mine penge selv, så er det ikke mig der får noget. Det perspektiv giver kun mening, hvis man er blodrød bolsjevik og mener, at alle penge der tjenes i dette land som udgangspunkt tilhører staten. Men nu skal I bare høre: Sådan er det ikke!
Alle de penge jeg tjener tilhører som udgangspunkt mig. Så hvis jeg skal betale mindre i skat, så er det staten der stjæler mindre fra mig.
Det er en væsentlig forskel, både holdningsmæssigt, retorisk og mentalt.
Faktisk, så fatter jeg slet ikke hvorfor folk på overførselsindkomster overhovedet betaler skat. Det øger kun kompleksiteten og laver et tåbeligt bureaukratisk system, hvor man først giver folk nogle penge fra fælleskassen, hvorefter man tager nogen af dem tilbage igen – nok mest for at skabe en illusion af, at en kontanthjælpsmodtager da så sandelig også bidrager til fællesskabets husholdningskasse. Men det gør de ikke, og det er sjovt nok også derfor, at dem der ikke bidrager heller ikke skal kunne mærke nogen som helst effekt af en skattereform.
2011 er blevet til 2012 og jeg vil dermed gerne ønske alle læsere her på bloggen et godt nytår!
2011 har på alle måder været et helt fænomenalt år. Jo sgu…!
Jeg har mit job hos TDC Hosting, som jeg er utroligt glad for, og som ser ud til at udvikle sig i en endnu mere spændende retning fremadrettet. En udvikling jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af.
2011 bød på en livsstilsforandring, eller en tilbagevenden til gamle tider om man vil, med hjælp fra Leif Carlsen på sidelinjen. Dette vil jeg lave et separat indlæg omkring, men det er ikke småting der er sket, hvis jeg selv skal sige det. Dog må du lige have tålmodighed nogle dage endnu, inden jeg afslører hvad der er sket i det forløbne år på den front.
Vi – min smukke viv og jeg – fik også 16 dage i landet med uendeligt højt til loftet, USA, i vores sene sommerferie. En forrygende tur til Florida, sol, varme, NFL, den amerikanske kultur og ikke mindst en eksil-dansker, Rosenstand, med hvem vi vist roligt kan sige, at jeg har en del holdninger til fælles. Det var en fænomenal tur!
Året sluttede med en ordenlig fest her i huset, hvilket forhåbenligt er den sidste nytårsfest på denne matrikkel, da vi gerne snart skulle have solgt huset så vi kan rykke i noget større.
Kan jeg så tillade mig at klage. Ja, DET kan jeg, men jeg vil ikke, for alt i alt, så går det da vidst meget godt, som vi siger på Jysk. Dog forventer jeg – naturligvis – at 2012 bliver endnu bedre!
Nightwish er kommet med deres nyeste udspil: Imaginaerum, som jeg har gennemlyttet et par gange nu.
Som lovet kommer her min anbefaling: Køb! Køb for fanden!
Hvis jeg skal uddybe det bare en anelse, så vil jeg sige, at Nightwish her har begået noget af det bedste de til dato har lavet. Intet mindre faktisk!
Vokal Nightwish er ikke det samme uden Tarja, og ingen kan udfylde hendes sko, eller vokal. Færdig. Slut.
Men vi kan ikke blive ved med at tude over det tab. Nu er det Anette Olzon der synger og så må vi forholde os til den virkelighed, ligesom Nightwish selv har gjort det.
For det er lige præcis hvad de har gjort på deres nye udspil, hvor de har eksperimenteret med en ny tilgang til musikken, som går bedre i spænd med Anettes vokal.
Flowet i teksterne flyder desværre ikke altid så godt som de kunne have gjort. Det leder nogle gange tankerne hen på Eminem, som også har en mærkelig tendens til at bryde linjerne på underlige steder, hvilket giver hans rap et ujævnt flow. Jeg synes ikke det virker for Eminem, og det virker heller ikke altid for Nightwish.
Musikken
Langt hen af vejen er det Nightwish som vi kender det. Rygraden i musikken er der ikke pillet ved. Men der er dog tilsat nye elementer og hele albummet har en følelse af “omrejsende cirkus” og “gade-gøgler-show”. Det er svært at forklare på skrift, så det må du selv lytte dig til, og når du hører det, så ved du præcis hvad jeg mener.
Jazz nummeret “Slow, Love, Slow” skulle jeg godt nok lige høre et par gange før den virkede for mig.
Ja, jazz… og Nightwish. Det lyder helt åndssvagt, ikke også?
Lige præcis her rammer Anettes vokal bulls eye og når de hen imod slutninger af nummeret slår en bundsolid distortion guitar an, holdt i ekstremt stramme tøjler men så man ikke er i tvivl om dybden og kraften nedenunder, så er det ubetinget noget af det mest fænomenale jeg længe har hørt.
Marathonnummeret “Song of Myself“, der varer imponerende 13 minutter, er et af de numre som jeg er noget forundret over. De første 7 minutter er tæt på geniale, hvor drum beatet, intensiteten og operasegmenter flyder sammen i en højere enhed som sjældent er hørt magen, mens de sidste seks minutter er ringere end det ringeste pis… ever! Elendig depressiv poesi oplæsning i seks minutter? Meget underligt!
Nightwish skal have point for at forny sig og for at forsøge at tilpasse musikken til deres ”nye” sangerinde.
For det virker, sgu!
Imaginaerum er et fænomenalt udspil og de få ting der ikke virker er stort set pakket ned i de sidste seks minutter af ét nummer, som jeg lige har omtalt, så de er lette at “spole hen over”.
Hvis du kan lide Nightwish, så er det bare om at få købt det her album, og det kan kun gå for langsomt!
Ud over, at Abrashoff brød stort set samtlige regler – skrevne såvel som uskrevne – i den amerikanske flåde, så lykkedes det ham samtidig at opbygget en samlet og effektiv, flydende kampenhed. Men han gjorde altid én ting mere, som er det vigtige i sammenhæng med dette blog indlæg.
Han sagde:
Hvordan kan jeg spare skatteyderne for nogle udgifter?
Den lader vi stå et øjeblik…
Eventuelt “røde læsere” skal lige have tid til at udføre Heimlich manøvren… nu hvor de helt sikkert har fået et eller andet galt i halsen.
Spare? Udgifter? Kaptajn Abrashoff var naturligvis bevidst om, at hans fornemmeste opgave var at sikre, at skibet til hver en tid var så kampklart som muligt. For at opnår det udfordrede han alt og alle på holdning, traditioner og “sådan har vi altid gjort…”-mentaliteten, som også gennemsyrer det amerikanske militær.
Det viste sig hurtigt, at der var et kæmpe effektiviseringspotentiale i at lade være med, at gøre tingene sådan, som en eller anden teoretiker inde i forsvarsministeriet havde “udregnet” man skulle gøre. Hans egne folk vidste i mange tilfælde meget bedre, hvad der virkede, og deres metoder spredte sig hurtigt til andre skibe i flåden.
Der findes åbenbart en gammel marinetradition i stil med, at hvis en samling af skibe skal i havn, så er det skibet med den øverstkommanderende admiral, der skal sejle først i havn?
Det pladder nægtede Abrashoff at følge, for han ville hverken spilde tid, brændstof eller skatteydernes penge på at vente på admiralens skib.
Da USS Benfold på et tidspunkt skulle have udskiftet nogle “møtrikker” – på hele skibet, gad Abrashoff heller ikke vente i adskillige uger på, at den amerikanske version af “Statens Indkøbscentral” kunne levere deres elendige møtrikker, som rustede for et godt ord. Så han købte nogle billigere, bedre og rustfrie møtrikker hos en lokal forhandler og var tilbage på havet 3 uger før tid… og under budget. Sådan!
Sjovt nok, så var der sjældent brok fra Abrashoffs overordnede, for USS Benfold performede alting over forventet, og slog alle rekorder og benchmarks, som de blev målt på.
Supertankeren Danmark Det faktum at en offentligt ansat leder, som en flådekaptajn jo reelt set er, kan sætte sig ned og kigge på hans eget lille område, optimere, effektivisere og spare penge, samtidig med, at han skaber det bedste skib i hele flåden, står jo i blændende kontrast til den gennemhullede supertanker vi kalder Danmark.
På vores “skib” er der ikke én eneste offentlig ansat der nogensinde kunne finde på at tænke på at spare på udgifterne, sådan helt af sig selv. Ikke én eneste politiker overvejer, hvordan vi på ægte vis kunne bruge færre penge.
Alt hvad der skrives og høres handler om “mere”.
Flere afgifter, højere skatter, mere velfærd, flere offentligt ansatte, mere dit og mere dat. Mere, mere, mere.
Men I løber snart tør for andre folks penge…
Og så går skuden ned… med mand og mus.
Måske det var på tide at nogen fik hovedet ud af en vis r*ven, vågnede op til de barske realiteter og fik skiftet mindset, så vi kunne holde os flydende lidt endnu?
Den rødhårede guitar gud selv, Dave Mustaine, og hans djævelske lejesvende fra Megadeth er tilbage.
Og jeg mener TIL-BA-GE!
Trettende album Det er muligt at 13 er et uheldigt tal, men i dette tilfælde, er det lige præcis det stik modsatte.
Megadeths 13. album er døbt Th1rt3en, naturligvis. Der er 13 numre på skiven, og det trettende nummer hedder naturligvis 13. Ja hvad ellers?
Jeg er klar over at den slags ikke i sig selv er afgørende for, om albummet er godt, men jeg elsker bare den slags små detaljer.
Jeg skal spare dig for Megadeths historie som band. Den kan du selv finde på wikipedia. Men vi skal tilbage til starten af 90′erne for at finde gruppens absolut bedste plade “Countdown To Extinction”. Siden da har de ikke rigtig produceret noget der virkelig rykkede. I hvert fald ikke efter min mening.
Dave Mustaine har i mange år haft en tendens til at lave alt for kompliceret musik, og det har kostet på det musikalske. Ja, tænk lige lidt over den!
Det handler ikke om at gøre tingene så komplicerede, hurtige og sindsyge at det nærmest er uspilleligt. Så bliver musikken reduceret til tekniske færdigheder uden sjæl, hvilket jeg mener har været bandets problem stort set altid.
Erkendelser
Jeg ved ikke om Mustaine også er kommet til samme erkendelse eller om det bare er et heldigt sammentræf, men på Th1rt3en har de lige præcis skruet lidt ned for det tekniske og skruet helt op på max, hvad angår musikalitet. Det her er Megadeths svar på Metallicas “Black Album”. Det er melodiøst, tungt, hurtigt og med alle de karakteristika, som gør Megadeth… nu bare tilsat lige præcis nok “catchy tunes” ingrediens i hvert nummer. Det gør det lyttevenligt for andre end nørdede musikprofessorer med hang til tekniske kompositioner.
Det her, er uden sammenligning det bedste album fra Megadeth – nogensinde!
Det er det her, vi har ventet på i årevis. Jeg bukker mig i støvet og siger tak!
6 ud af 6 djævletegn i luften herfra!
Det er ved at være mørkt og koldt hele døgnet rundt. Det er vinter og Halloween står for døren. Det kan ikke vare så længe inden min smukke viv skal til at skære lidt i nogle uskyldige græskar…
Vanen tro har jeg skiftet bloggen til Halloween-mode og de næste par uger er oplagte til at få indkøbt gode, solide, mørke vinterøl, som kan holde trolde og hekse på behørig afstand (eller som kan bruges til at drikke dem under bordet).
Husk, at hvis du hører en lyd under din seng i aften, så er det bare en skummel trold, der venter på du slumrer hen, så den kan hvæsse sine kløer i din slatne krop
Sådan! Nu kommer du ikke til at sove igen lige foreløbig, men så kan du muntre dig med lidt musik fra finske Finntroll…
Nu er det snart en uge siden vi kom hjem efter 16 fantastiske dage i Florida i USA. Derfor er det på sin plads med en opsummering nu hvor alle indtrykkene er ved at have bundfældet sig.
Florida
Vi havde lagt ferien så vi startede med fire dage i Miami. Derefter lejede vi en bil og kørte nordpå til Orlando, hvor vi var i 10 dage. Til sidste kørte vi helt ned sydpå til Key West, hvor vi tilbragte det sidste to dage af ferien.
Vejret på de kanter er fantastisk. Intet mindre.
30+ grader hver eneste dag og hvis det regner, så er det hurtigt overstået (omend det er intenst mens det står på). Det kan jeg godt vænne mig til.
Orlando ligger i det der kaldes for “Lyn-bæltet” i Florida for det er det sted på Jorden, hvor der er flest lynnedslag. Der er også tordenvejr sidst på eftermiddagen/først på aftenen hver eneste dag stort set. Men det er ikke noget problem, med mindre man skal være ude i det
Miami ligger længere sydpå og ud til Atlanterhavet, så der har man ikke den slags “problemer”. Det synes heller ikke at være tilfældet på Key West, som er et tropisk paradis som man ellers kun ser på film.
Hvis du nogensinde skal til USA, så skal du unde dig selv at tage forbi Florida. Det er et fantastisk sted.
Amerikanerne og mentaliteten
Det kommer nok næppe som nogen overraskelse for de faste læsere her på bloggen, er jeg er helt vildt med USA og den amerikanske mentalitet. En holdning som jeg kun er blevet yderligere bekræftet i på vores ferie.
For det første er amerikanerne enormt gæstfrie og venlige. Men derudover, så er alting bare større og vildere derovre. Der er højere til himlen og ingen synes at have hørt om Janteloven.
I love it!
Overalt hvor man kommer bliver man mødt med et smil, tjenerne på restauranterne sætter dig (kunden) i centrum, og generelt afvikles alting bare langt mere gnidningsfrit og til alles tilfredshed. I knivskarp kontrast til Danmark.
Bevares, USA er ikke et perfekt land, og man oplever da også nogle gange nogle bizarre ting. For eksempel går amerikanerne meget op i sikkerhed. Men prøv lige at se ham gutten på billedet i midten ovenover. Han har latexhandsker på fordi han håndterer rå fjerkræ, og det kan man jo få salmonella af. Uhaaah! Jow jow, men det er sgu da lidt underordnet, hvis det sammenlignes med, at han kan få armen spist af en alligator??!? Eller hvad?
Største oplevelse
Det er umuligt at fremhæve en enkelt ting som værende det største. Kennedy Space Center må dog ligge helt fremme i førerfeltet sammen med NFL kampe live. Men generelt så er det bare en stor oplevelse at være i USA og snuse til atmosfæren, mentaliteten og bare være en “del af det”. USA er awesome.
Største skuffelse
Den største skuffelse er ubetinget Disneyland. Disney består af 6 parker plus det løse og det koster kassen at komme ind. Vi besøgte godt nok kun to af parkerne, nemlig Disney’s Hollywood Studios og Epcot centeret, men ingen af delene imponerede. Overhovedet. Så er det altså ikke værd at give kr. 1400 for at komme ind… for ÉN dag.
Det er muligt at vores oplevelse havde været en anden, hvis vi havde valgt nogle andre parker, men det er urealistisk at vi vil gøre forsøg på at finde ud af det.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal til USA, og det er helt sikkert heller ikke sidste gang vi skal til Florida.
Jeg kan kun anbefale at prøve det… do it… do it now!
Seneste kommentarer