Det er efterhånden blevet lidt af et projekt for mig at slå ned på betegnelsen “man”.
Hvem helvede er ham der “man”? Jeg kender ham ikke!
Gør du?
Er det i virkeligheden slet ikke en ham, men en hende?
Det er kun svage mennesker uden rygrad og selvtillid der bruger betegnelsen “man”, og vi andre kæmper en hård kamp for ikke at falde i, fordi udtrykket er så indgroet i den danske kultur, at det er til at bliver idiot af…
Man vil have nogen eksempler…
Hvor tit har du ikke hørt nogen sige noget i retning af:
“Man vil jo gerne have…”
“Man synes jo det er lidt…”
“Man er jo lidt ked af at…”
Mange ting er Jantelovens skyld. Denne gang er ingen undtagelse. Vi er blevet indoktrineret med, at det ikke er godt at stikke snuden frem. “Du skal ikke tro du er noget”, og “din mening er der ingen, der gider at høre”.
Derfor har nogen opfundet udtrykket “man”, så det er muligt at projicere ens egen holdning over på fællesskabet. Min personlige holdning overføres til en grå ubestemt masse, der helt tilfældigvis lige har den samme holdning som mig. Således stikker jeg ikke længere min snude frem, og min holdning legitimiteres i form af, at “tusindvis” af andre mener det samme.
Ydermere slipper jeg også for at skulle forsvare min holdning. Det er jo ikke mig der synes noget… det er “man”, der har en holdning. Jeg er jo bare enig med ham der “man”. Det er dejlig nemt og uden konsekvenser. Hvis min mening ikke falder i god jord kan jeg lynhurtigt ændre den og bebrejde den grå masse, for “man har jo ikke fattet hvordan verden egentlig hænger sammen…”
Få dig nu en rygrad for fanden. Sig hvad du mener! Få din egen holdning til tingene og stå ved den… eller hold din kæft. Jeg gider i hvert fald ikke høre din mening med mindre det er din egen. Husk det, når du kommenterer på dette indlæg.
Starthjælp til at få din egen holdning…
Fair nok. Til alle jer, der har levet hele jeres liv i Jantelovsmørket og nu for første gang står i det skarpe sollys og misser med øjnene. Her er lidt starthjælp – fra mig til dig, der lige skal vænne dig til, at have din egen mening:
1. “Man synes, at ham der Jan Skinnerup er totalt i orden. Det han siger er bare SÅ rigtigt…”
2. “Man er træt af, at ham Jan Skinnerup har totalt ret hele tiden. Det er skide irriterende…”
3. “Man mener, at Jan har fattet hvad det handler om, og han er også lidt lækker…”
Gad vide hvad “man” mener om dette indlæg?
Nå så er det blevet agurketid på din hjemmside også 🙂
Der er vel en episode som var dråben der fik bægeret til at flyde over 🙂 var det muligt at få den historie ?
Mht. starthjælpen:
JEG har altid ment at du var pisse lækker 😉
Der er aldrig agurketid på min blog. Hvis ikke der er noget at skrive om, så skriver jeg ikke 🙂
Og næh, det er faktisk et indlæg jeg har tænkt på at skrive i et par uger nu. Der er ikke nogen speciel anledning til det. Andet at jeg til stadighed irriterer mig over folk i TV, der besvarer spørgmål med: “Man synes…”
Jeg takker for opbakningen til mit ego (og min smækre krop) – SKÅL 😀
Jeg tænker ofte de samme tanker…
Naar man argumenterer med at “man” gør det ene eller det andet, saa begaar man for det første den logiske fejl at tro, at fordi en holdning deles af mange, saa maa den være mere værd, end hvis den er individuel.
For det andet, saa er mennesker sociale væsener, og det at være udenfor fællesskabet er hvad, der faar folk til at føle skam. Naar man bruger ordet “man” omkring sin egen holdning i en diskussion, saa manipulerer man egentlig andre mennesker gennem deres følelser ved at faa dem til at føle sig udenfor fællesskabet hvis de ikke deler denne holdning.
Det er en form for følelsesmæssig vold paa linie med, “del/udtryk ikke denne holdning eller jeg forvolder dig (følelsesmæssig) smerte.”
Det er kælling-retorik i et kælling-nation i en kælling-tid.