Efter torsdagens vellykkede arrangement med ølsmagning i firmaet, fik jeg et lille udvalg med hjem til “eftersmagning” 🙂
Jesper fra Brygshoppen underholdte os i 3 timer med anekdoter og faktuelle finurligheder fra den belgiske ale-verden. Det var som det skulle være – underholdende og velsmagende 😀
Således belært vil jeg starte med en anmeldelse af Lindemans Gueuze (udtales gøøøs). Dette er en såkaldt lambikøl. Det vil sige, at man har brugt vildtgær i stedet for laboratoriefremstillede gærkulturer. Det giver en helt unik smag og tekstur i øllet, som kan variere alt efter hvor øllet er brygget.
Gueuze’en er råproduktet forstået på den måde, at det er en øl brygget på vand, korn, humle og ja… vildtgær. Thats is. Lindemans laver en hel serie af varianter over denne skabelon, som jeg vil komme tilbage til i senere anmeldelser.
Gueuze og de andre varianter fra Lindemans kaldes ofte for øllets champagne, fordi de er lette og sprudlende. Og da gueueze ikke er tilsat nogen frugter eller andet har den en let bitter smag. Den egner sig fortræffeligt til velkomstdrinks eller en let apperitif, hvorfor vi også altid serverer dem i champagneglas.
Rent personligt er det ikke gueueze’en der er min favorit selvom den er en glimrende øl.
