Rekrutteringsbureauer fravælger folk på baggrund af hvad de har skrevet på nettet. Denne overskrift kunne man forleden dag læse på business.dk – og andre steder på nettet.
Ja – selvfølgelig gør de det!
Men de fravælger også ansøgere på at de slet ikke gider læse deres ansøgninger.
Og så ved jeg snart ikke hvad der er værst?
Tillad mig at citere en rekrutteringskonsulent for nogle år tilbage:
Jeg får 200 ansøgninger til en stilling. Jeg gider ikke læse dem alle sammen. Så jeg halverer bunken, skimmer resten på ca. 20 sekunder pr. ansøgning og udvælger de 10 bedste, som jeg går i dybden med. En af de ti får jobbet.
Den lader vi lige stå et øjeblik.
Det er klart, at man i disse dage tjekker ansøgere ud på nettet. Det har jeg også selv gjort så sent som i sidste uge. Og jeg kan på den ene side sagtens sætte mig ind i, at man kan danne sig et bedre indtryk af folk ud fra hvordan de presenterer sig på nettet, fremfor et par siders ansøgning og et CV i forbindelse med en stilling.
På den anden side har jeg selv (og mange af min bekendte), jævnfør ovenstående citat, meget dårlige erfaringer med rekrutteringsbureauer og deres konsulenter. De tager jeg fyrsteligt betalt for at sidde som et filter mellem den virksomhed, der søger den bedst mulige kandidat, og de håbefulde ansøgere, der ønsker et nyt job. Et filter af dovenskab og uduelighed. Men så længe det er stort set gratis for rekrutteringsbureauet at være inkompetent så bliver de ikke taget ud af ligningen. For virksomheden overfor aner jo ikke noget om, at 100 potentielt set bedre kandidater blev sorteret fra uden overhovedet at blive vurderet. De er sikkert glade for den kandidat de får… lykkeligt uvidende om, at de kunne have fået noget bedre. Altså hvis bare konsulenten havde gidet at gøre sit job ordenligt.
De fleste ville sikkert også være tilfredse med 0.5% i rente i banken… i hvert fald indtil de fandt ud af, at de kunne få 50% et andet sted.
Så når jeg læser en artikel om, at nu frasorteres kandidater på grund af nettet, så lugter det for mig af, at rekrutteringsbureauerne har fundet endnu et sted, hvor gærdet er lavest. Og så hopper de naturligvis over der. Det undrer mig ikke. Men det højner heller ikke min i forvejen meget begrænsede respekt for dem og deres virke.
I det tilfælde hvor et tjek af en kandidat på nettet viser, at vedkommende direkte lyver om sig selv, sine præstationer eller kvalifikationer, så er det helt ok at sortere dem fra allerede der. Eller hvis de er direkte kriminelle eller har andre afvigende tilbøjeligheder. Så synes jeg det er ok. Jeg tror bare at folk bliver sorteret fra på langt tyndere grundlag end det.
Alt dette sætter mig selv og denne blog i fokus. Jeg holder sjældent igen, hvis der er noget jeg er utilfreds med. Men sådan er jeg nu en gang. Omvendt så holder jeg heller ikke igen, hvis der er noget jeg er ovenud tilfreds med. Min direkte stil træder en del over tæerne – det er der ingen tvivl om. Men det er nu engang sådan jeg er. Take it or leave it. Det får mig ikke til at overveje så meget som ét eneste sekund, om jeg skulle lade være med at ytre mig om emner på dette website. Omend jeg da sjældent publicerer først udgave af mine indlæg… ligesom jeg heller ikke altid siger det, der første falder mig ind. En smule diplomatisk er jeg jo… alligevel 😉
Det er naturligvis også gratis for mig at have den holdning, da jeg ikke søger et nyt job. Og hvis jeg endelig gjorde, så er det helt sikkert, at jeg ikke ville søge et, hvor en rekrutteringsbureau var indvolveret.
Hermed slut på 6. udgave af dette indlæg, hvor samtlige rekrutteringsbureauer og ditto konsulenter fik en syngende lussing 🙂
Pingback: www.anyhed.dk
Ja, der ryger nok nogle tillægsord ud for hver ny version af dine indlæg 😆