Sort tirsdag

Vi har ikke hund mere!
Tirsdag morgen fik vi ham aflivet. Det var desværre den eneste løsning. Og det er hårdt efter næsten ni år. Men omstændighederne tillod ingen anden udvej.

Mandag aften/nat lige inden jeg skal i seng har jeg haft ham ude i haven så han lige kan blive “tisset af”. Da jeg har lukket ham ind sætter jeg mig i sofaen får lige at få slukket tv mm. Jeg tænkte at jeg kunne da også lige snakke lidt med hunden, så mens jeg sidder i sofaen ligger jeg hovedet på armlænet og laver de sædvanlig “kom og snak” lyde.
Han kommer også over og stikker næsen op i hovedet på mig.

Og så – som lyn fra klar himmel går han helt amok. Jeg når kun med nød og næppe at få trukket hovedet til mig og smidt min hånd i gabet på ham!
Lige så hurtigt som det startede, lige så hurtigt var det også overstået.

Jeg er ikke i tvivl om at han har haft fat i min hånd, for den er meget øm med det samme og der er også tydelige bidmærker. Men så mærker jeg at der løber noget ned af siden af hovedet på mig. Blod overalt!
Hurtigt ud på badeværelset og konstaterer at der bidt en flere centimeter stort hul gennem mit øre. Brusken i toppen af fuldstændig flænset og øret er næsten splittet i to.

Så må jeg have Tenna op så hun lige kan se lidt nærmere på det. Vi får hunden pakket væk, ringet 112 og inden der er gået 10 minutter er jeg på vej på skadestuen i Viborg i ambulance.

Det korte af det lange er 17 sting i øret samt nogle stykker i hånden.
Vi var hjemme igen tirsdag morgen kl. 6. Klokken 8 kørte Tenna til Dyrlægen i Hammel og fik Fenix aflivet. Efterfølgende – tirsdag formiddag kl 10 – skulle jeg tilbage og have en speciallæge til at kigge på natlægens arbejde. Det gav yderligere 6-8 sting i øret. Det skal jeg gå med i en uge… og det hele er pakket ind i en omvendt “ble” som jeg har på hovedet.

Det har været et temmelig hårdt døgn både fysisk og mentalt. Men nu skriver jeg historien her så I alle kan læse den, for jeg har ikke lyst til at skulle genfortælle den 30 gange de næste dage. Det er heller ikke sikkert at jeg lige tager telefonen de næste dage.

Det gode er, at speciallægen mente at mit øre ikke får synderligt synlige mén. Hun var meget fortrøstninsfuld. Og det jeg så efter de havde syet det, så også meget pænt ud. Og det var trods alt heldigt at han ikke fit fat i noget i selve ansigtet. Det kunne være gået meget værre.

Her et døgnstid efter har vi det efter omstændighederne ok. Tenna sover. Jeg har sovet det meste af dagen. Hånden er skide øm, mens øret sjovt nok ikke er specielt ømt.

That which doesn’t kill you only makes you stronger!

Men hey… der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. De næste dage skulle give mig masser af tid til at læse alle de Illustreret Videnskab mm. som jeg ellers aldrig har tid til at få læst!