Satans god øl… 

Det er et kanon slogan som gutterne fra Djævlebryggeriet har givet deres øl. Mystikale er en mørk ale brygget på 4 forskellige former for bygmalt foruden hvede. Øllet er mørk rødbrun med beige vedholdende skumhat.
Og hvis man tror, at to brødre, der starter med at brygge i køkkenet i 2004 resulterer i spandevis af udrikkeligt sprøjt – lidt som dengang vi boede på kollegie – så tager man grueligt fejl.
Mystikale er velafbalanceret og let krydret. Den har en markant liflig duft og ligeså markant smag – på den absolut gode måde. Jeg er meget positivt overrasket over denne ale, da jeg udelukkende købte den på grund af navnet. Mine forventninger var ikke så høje, men de er klart blevet gjort til skamme. Jeg kan klart anbefale, at man prøver denne ale.