Der har i de seneste dage været en historie i medierne omhandlende, en mandsperson der ikke “gad” bekymre sig om en rejseforsikring, selvom han skulle uden for EU. Og enhver der skal rejse så langt væk burde vide, at det gule sygesikringsbevis IKKE gælder uden for EU.
Så vil skæbnen det, at manden får en hjerneblødning og ender i koma på en hospital i Thailand. Det er ganske givet ikke det fede pis… men når man ikke har tegnet en forsikring, så kommer det danske ambulancefly til kr. 800.000,- altså ikke og henter dig. Sådan er det, når man er for nærrig til at give de par hundrede kroner for en forsikring.
Her plejer filmen så at knække i Danmark. For det er ca. heromkring folk plejer at kævle op om, at “staten må betale”. Og så er det jo, at jeg reagerer. Nej gu fanden skal staten ej betale for, at nogle mennesker er dumme/nærrige/uvidende.
Det minder om historie der var oppe i forbindelse med Orkanen i december 1999. En familie der boede i en gammel faldefærdig lorte-landejendom havde aldrig “gidet” at betale stormskadeforsikring. Nu var deres hus jævnet med jorden! Og fandme om ikke de havde den frækhed at galpe op om, at kommunen og amtet måtte betale for et nyt hus til dem. Latterlige klaphatte!!!
Nå… men sagen om den strandede “hjerneblødning” i Thailand har dog fået en god afslutning alligevel – nemlig på den måde som jeg mener det bør være. Nogen har doneret en million til familien, så de selv kan betale for at få gutten transporteret hjem. Fint! Fantastisk for dem! Hvad andre folk gør med deres penge må de selv om. Hvis nogen frivilligt ønsker at donere penge til dette formål, så skal de være hjertens velkomne. Jeg ville aldrig gøre det… og jeg vil heller ikke se mine skattekroner blive brugt til det. Retfærdigvis skal jeg nævne, at jeg i denne sag ikke har hørt, at familien har bedt staten om hjælp. Men det er en af den slags sager, hvor det som regel sker.