Svartsot har netop udgivet deres nyeste album: Vældet, hvilket giver mig en glimrende anledning til at skrive en anmeldelse. Det er længe siden jeg har skrevet sådan en, så det kunne ikke passe bedre.
Gammel metal
Svartsot startede i sin tid som vikingemetal. En blanding af metal og folkemusik med tekster omkring de gamle nordiske guder og livet som viking. Du ved, sådan noget med at drikke øl og sejle til England for at hærge, plyndre og voldtage. Underholdning for hele vikingefamilien 😉
Mangen et år er gået siden da og nu er Svartsot blevet middelalder-metal – siger de selv.
Det nye album handler om Midsommer og hvordan vi fejrede det for sådan circa 500 år siden. Du ved, sådan noget med at drikke øl, voldtage og myrde. Jeg fornemmer en trend 😉
Uanset om det foregår i vikingetiden eller i middelalderen, så viser Svartsot, at de mestrer kunsten at blande folkemusik og metal på fornemmeste vis. Jeg vil betegne genren som folk metal, men prædikatet er dybest set ligegyldigt. Musikken taler for sig selv på formidabel vis.
Solidt mesterværk
Med det samme albummets første nummer Midsommer rammer dine trommehinder fornemmer du, at det her bliver stort. Et elegant mix af iørefaldende melodier, metal og power er kendetegnende for hele albummet.
De brutale guitarer holdes i et stramt greb og doseres med lige dele finesse og galskab, solidt forankret på det bedste tromme track jeg har hørt i mange år. Det er metal smedet i den varmeste esse. Det er så solidt, som var det hugget i granit!
Solidt plantet på ovenstående musikalske fundament sidder skjalden med sine blæseinstrumenter. De muntre melodier afrunder udtrykket på elegant vis og der bliver i den grad spillet op til dans. Det er ganske enkelt svært at sidde stille. Fat et krus mjød med den ene hånd og en ungmø med den anden… der er boogie til byfesten nede på torvet!
Stilen holdes konsekvent gennem hele albummet og kun en enkelt gang, ca. midtvejs i nummeret Markedstid, stikker den lidt af i ustruktureret retning. Efter et minutstid får Svartsot nummeret tilbage på sporet og afsluttet på behørig vis. Men det er også eneste skønhedsplet jeg kan finde.
Albummet afsluttes med nummeret Ved Vældets Vande med kvindelig gæstevokal, der leder tankerne hen på tidlige udgivelser af det hedengange norske blackmetal band Theatre of Tragedy. Svartsot gør det bare meget, meget bedre. En formidabel afslutning på et mesterværk af et album, som Vældet retteligt må betegnes som værende.
Hvis nogen har tænkt, at Svartsot var færdige og ude i glemslen, så tro om igen. De har lige væltet byporten og indtaget landsbyen med en magtdemonstration af kaliber. Det her er folk metal af bedste støbning. Et mesterværk! 5 ud af 5 krus mjød i karakter herfra.
Svartsot er fluks tilføjet lyttelisten på Spotify.
Og jeg må hellere starte bagfra. Tidlig Theatre of Tragedy var noget af det ypperste indenfor doom/gothic. (omend der ikke var noget black over dem).
Doom, gothic, black…. jeg synes de der betegnelser flyder meget sammen. 🙂
I moderne tid giver jeg dig ret i, at det er blevet sværere at sætte ting i bås.
Men skru tiden tilbage til midt-halvfemserne, sæt først Theatre of Tragedy på (eller My Dying Bride, Anathema eller andre samtidige doom/gothic-bands) og dernæst Darkthrone, Dimmu Borgir, Satyricon anno 1995 og fortæl mig, om du kan høre forskel. 🙂
Heh, ja ok, klart forskel på Dimmu Borgir og Theatre of Tragedy fra dengang 😀
Hele pladen er et mesterværk
Smukke folkemelodier på tung bund man ikke kan lade være med at danse gævt til.
Mere melodiøst smukt og mindre besynderligt end Finntroll…partymusik (y)
Virker med det samme!