Den rødhårede guitar gud selv, Dave Mustaine, og hans djævelske lejesvende fra Megadeth er tilbage.
Og jeg mener TIL-BA-GE!
Trettende album
Det er muligt at 13 er et uheldigt tal, men i dette tilfælde, er det lige præcis det stik modsatte.
Megadeths 13. album er døbt Th1rt3en, naturligvis. Der er 13 numre på skiven, og det trettende nummer hedder naturligvis 13. Ja hvad ellers?
Jeg er klar over at den slags ikke i sig selv er afgørende for, om albummet er godt, men jeg elsker bare den slags små detaljer.
Jeg skal spare dig for Megadeths historie som band. Den kan du selv finde på wikipedia. Men vi skal tilbage til starten af 90’erne for at finde gruppens absolut bedste plade “Countdown To Extinction”. Siden da har de ikke rigtig produceret noget der virkelig rykkede. I hvert fald ikke efter min mening.
Dave Mustaine har i mange år haft en tendens til at lave alt for kompliceret musik, og det har kostet på det musikalske. Ja, tænk lige lidt over den!
Det handler ikke om at gøre tingene så komplicerede, hurtige og sindsyge at det nærmest er uspilleligt. Så bliver musikken reduceret til tekniske færdigheder uden sjæl, hvilket jeg mener har været bandets problem stort set altid.
Erkendelser
Jeg ved ikke om Mustaine også er kommet til samme erkendelse eller om det bare er et heldigt sammentræf, men på Th1rt3en har de lige præcis skruet lidt ned for det tekniske og skruet helt op på max, hvad angår musikalitet. Det her er Megadeths svar på Metallicas “Black Album”. Det er melodiøst, tungt, hurtigt og med alle de karakteristika, som gør Megadeth… nu bare tilsat lige præcis nok “catchy tunes” ingrediens i hvert nummer. Det gør det lyttevenligt for andre end nørdede musikprofessorer med hang til tekniske kompositioner.
Det her, er uden sammenligning det bedste album fra Megadeth – nogensinde!
Det er det her, vi har ventet på i årevis. Jeg bukker mig i støvet og siger tak!
6 ud af 6 djævletegn i luften herfra!
Jeg er lidt forvirret. Du skriver, at skiven er Megadeth-svaret på Black Album, og så roser du den samtidig? Betyder det så, at Megadeth også er blevet kastreret? 🙂
Nå, den må vel få en lytning eller to, så jeg selv kan vurdere. Nysgerrigheden er i hvert fald vakt af din anmeldelse.
Hehehe Frank, nå du er en af dem, som synes at Black Album var svagt?
Ja jeg synes jo, det er Metallicas absolutte mesterværk 🙂
Black Album havde den fantastiske egenskab, at det blev acceptabelt at høre Metallica til gymnasiefesterne og halballer dengang, det udkom.
Men de foregående albums var af vanvittig høj kvalitet og skal jeg vælge en favorit må det være Justice for All. (I skarp konkurrence med Ride the Lightning). Og Black Album kunne i mine ører slet ikke leve op til det.
Jeg er helt enig i det du siger med, at det med Black Album pludselig blev acceptabelt at høre Metallica. Kan godt huske alle det nye wanna be “fans” der pludselig var dengang, som lige havde hørt “Nothing Else Matters” og troede at dem der Metallica var det nye hotte band 😀
Jeg er også enig i, at alt før Black Album er af uhørt høj kvalitet. Men det stilskifte der kom med netop det album gav lige det ekstra – i min verden – som gjorde det helt sublimt. Og nu synes jeg Megadeth har gjort præcis det samme.
Så fik jeg fundet albummet frem på Spotify og er efter den første gennemlytning tilbøjelig til at give dig ret. Det lader til at være det andet gennemarbejdede album i bandets historie (Countdown var det første). For et af deres helt store problemer i mine ører har været, at stort set alle albums har været ujævne og rodede forestillinger med nogle få gode numre og alt for meget fyld.
Men Thirteen er røget på købslisten nu.
(Og så glæder det mig, at albummet faktisk er tungere end Countdown, så det ikke er blevet til pop).
Sådan! 🙂
Jeg er enig, det er ikke blevet pop. Der er tilpas meget tyngde, dybde og fart på til, at det stadig er Megadeth som vi kender det.
Specielt hæfter jeg mig ved, at trommesiden synes meget mere nuanceret og gennemarbejdet. Det er jeg helt vild med.
Og som du er inde på i indlægget – noget mindre guitaronani end på mange tidligere skiver.
Jeg hørte dem på Copenhell sidste år, hvor de var på tour i anledning af Rust in Peace’s jubilæum og spillede hele albummet fra ende til anden. Som en af mine følgesvende sagde efter koncerten, “Jeg havde glemt, at der var helt så meget guitar på det album”. 🙂