Jeg har tidligere anmeldt Liefmans serie af klosterøl – Abdis blond, bruin og triple – så jeg vil springe over beskrivelsen af selve bryggeriet. Men som nogen nok husker, så er jeg blevet stor fan af Adbis bruin.

Goudenband (den blå) er en bryg af typen “oud bruin” – såkaldt old brown ale. Det vil sige den er blandet af 4 måneder gammel brown ale og 8-12 måneder lagret brown ale. Smagsmæssigt er den forførende frisk med et strejf af syrlig citrus. Både duften og smagen er meget kompliceret, men det er som at drikke en symfoni af velafbalancerede smagsinput med en let friskhed. Og så er den på 8%. Så det er hermed endnu en mørk øl som jeg er helt vild med 🙂
De to frugt varianter af Goudenband er i modsætning til traditionen i Belgien ikke lambic øl – altså øl brygget på vildgær. De er varianter af Goudenband hvor frugten er tilsat senere og lagret i op til 6 måneder efterfølgende. Begge har vundet adskillige priser.
Frambozenbier (Hindbær)
Whoa! Det er ligesom at drikke en hindbærsaftevand med 4.5% alkohol i. Samme mørke farve og konsistens som Goudenband’en. Den smager bare af hindbær. Men den er hverken kunstig eller gennemtrængende som hindbær vodka eller noget. Den er perfekt afrundet og fyldig.
Kriek (Kirsebær)
Well… den er vel ligesom hindbær varianten – bare 6%. Nu er jeg så ikke den store “fan” af kirsebær og jeg synes derfor ikke den er helt så god som de to andre. Men jeg kan godt forstå hvorfor den har vundet priser. Er man til kirsebær vil man helt sikkert kunne lide denne øl.
Alle øl er i øvrigt kendetegnet ved, at det ikke er flasken selv der er dekoreret med etiketter. Flasken er fuldstændig neutral men viklet ind i papir med de nødvendige informationer. En nice afvigelse fra standarderne ellers.